Problemet med den utvivlsomt velmente demokratiske socialisme er, at den forudsætter fællestræk, der er rene postulater. Kommunisten fatter ikke, at proletaren stemmer og altid vil stemme til højre, eftersom han glemmer eller vælger at glemme, at arbejderen stadig genetisk er bonde.

Det er altså ikke udtryk for ”dumhed” eller manglende politisk skoling – det maoistiske øjentjeneri, der blot er et andet udtryk for bondens respekt for bajonetter – når han er ”usolidarisk”. Bondens horisont ender ved marken (og naboens, men kun fordi han begærer den) og hans families foderstand, og sådan skal det være.

Torsk kan lige så lidt flyve, som måger kan svømme. Hvis du insisterer på en demokratisk natur, vil du få kvalte torsk og druknede måger.

Du kan ikke få en proletar til at indse urimeligheden i, at nogen ejer to boliger, når andre ikke har tag over hovedet, du kan kun få ham til at indse urimeligheden i, at han ikke har tag over hovedet – eller bedre: ejer to boliger. Du vil således altid kunne overbevise ham om, at han får for lidt i sociale ydelser, men aldrig om, at han betaler for lidt i skat, og lykkes det ham at rykke op i en højere lønklasse, skifter hans sympatier og ”solidaritet” hurtigere, end han er i stand til at skifte sine overalls ud med jakkesættet.

I et demokrati er det således ikke et uhyre hypotetisk ”folk”, der bestemmer, men den svindler, der er i stand til at overbevise vælgeren om, at en stemme på ham betyder højere smør på brødet, ikke for ”folket”, men for ham. Resultatet er ikke blot et ”konkurrencesamfund”, hvor de rige bliver rigere, og de fattige fattigere, men en accept af dette som en socialdarwinistisk naturens orden.

Det er klart, at hvis man selv kun efterstræber magten for at skaffe sig privilegier, må det være sådan for alle, hvorved offentlige hverv bliver politiske ”karrierer” – selv tilsvining af modkandidaten med lovlige eller ulovlige midler desavouerer ikke folk, alle ved, er en flok forbrydere. Damefrisøreleven behøver altså i grunden ikke at græmme sig over, at hendes eneste politiske bedrifter indtil videre har været at få lov til at køre i ministerbil samt muligheden af at lukke munden på dem, der brokker sig over den kreativitet, hun udfolder i udfyldelsen af sin selvangivelse, eftersom det fra begyndelsen var the point of the exercise.

Med andre ord, eftersom vi alle er svindlere, vil vi hellere have et samfund, hvor vi i det mindste har en kinamands chance for at skrabe os til en lidt sjovere dag, hvor det er de andre, der er slaverne, end et, hvor alle får opfyldt basale behov. Dette behov hos underklassen for at skaffe sig guldbroderet vest og lædersofa på bekostning af naboen – for hvad glæde har man af en stor bil, hvis hans er lige så stor – kan gøre os til menneskehadere, hvis vi ikke forstår, at bonden på mange måder er og forbliver et barn, og at børn ikke skal fordømmes og diagnosticeres, men elskes og passes på.

Det hører vi ikke gerne, hvis vi som jeg er vokset op på Vesterbro, og det er måske i virkeligheden det velbjærgede borgerskabs bedste kort. Men naturen blander sine kort godt, og genetik betyder ikke hen efter ugebladenes horoskoper, at vi ligner vore forældre, eller bedsteforældre for den sags skyld.

Klasse er mentalitet, og det ville det være, om så arven ingenting betød. Anton Nielsen, der for nylig vandrede i fængsel for sin solidaritet med de undertrykte, er en adelsmand, hvad enten han vil det eller ej, og Fjolle-Frede er med alle sine biler og sejlbåde en umiskendelig proletar.

Og det er det, der er plottet i den tragedie, der står i begreb med at udspille sig for vore øjne. Den økonomiske krise og heroiske klimakatastrofe er ikke hændelige uheld, men slutresultatet af børnenes leg med tændstikkerne.

Når røgen letter, og de sidder tilbage i de sværtede ruiner, vil deres første tanke være, hvor far og mor er. Og forældre bliver man ikke blot ved at få smidt et skrigende spædbarn i favnen.

Det brændende spørgsmål bliver dermed allerede nu, hvor vi hører til. Er vi børn, der gerne sutter den af på onkel for en tokrone?

Eller er vi voksne, der er parate til at påtage os forældrenes utaknemmelige rolle, at leve og dø for dem, der allerhelst bare vil have lov til at kvæle lillesøster og sætte ild til gardinerne? Hvis jeg med DANMARK hjælper blot nogle få til denne erkendelse, har den rigeligt været umagen værd at skrive.