Den uden sammenligning bedste kilde til den nordiske tankegang er de tre første digte i den Poetiske Edda, Vøluspa, Havamal og det mindre kendte Vafthrudnismal. De er imidlertid ikke så lige at gå til, selv ikke i de eksisterende oversættelser, der endvidere er tynget af den i det nittende århundrede så populære pseudonorrøne Oehlenschlägerspeak, hvorfor de da også findes gendigtede i deres helhed i DANMARK med rim og metrik, som nu engang er den moderne lyriks virkemidler, som den ikke kan være foruden – det er som bekendt kun evnesvage gymnasieelever, der skriver ”prosadigte”.
Det er da heller ikke noget, nogen hidtil har været i stand til, hvorfor denne oversættelse af flere årsager må betragtes som den autoritative. Ud fra en overfladisk betragtning leverer Vafthrudnismal kosmologien, Vøluspa kosmogoni og apokalypse, mens Havamal er hovedværket inden for den nordiske visdomslitteratur.
Der er dog i det sidste tilfælde i lige så høj grad tale om en infernalsk Baedeker som en Emma Gad for vikinger, og generelt langt mere end en mekanisk gennemgang af nordisk mytologi og celestiel namedropping. Studiet af runemagien begynder her, naturligvis efter at læseren har skaffet sig et grundlæggende kendskab til myterne i efterskriften og resten af bogen.
Det kan undre, at Havamal begynder med råd til gæsten, men det vil nok ret hurtigt gå op for ham, at denne rolle skal tages i meget vid forstand. Hvor ”Himmeriget er nær”, er sådanne besøg givetvis hyppige, og det er derfor vigtigt at vide, hvordan man skal forholde sig både som gæst og vært.
Dermed bliver gæstevenskabet ophøjet til sakramente og det gennemgående billede på forholdet, til gæstevennen og den fremmede, ven og fjende, mand og kvinde, fylgje og valkyrie, as og turse. I forhold hertil er vore egne forhold decideret formelle, blottede for tilbøjelighed såvel som for ære.
For at få guderne i tale må vi først blive mennesker. Denne kommunion, der styrker båndene imellem guder og mennesker, sættes i modsætning til sammenkomster, hvor mjød og praleri dominerer.
Moralen er ofte negativ, så at tåben snarere udstilles, end den forstandige skamroses, et effektivt pædagogisk trick, når læseren er i stand til at se sig selv i denne lidet smigrende rolle. Han rådes endvidere til ikke at forlade sig for meget på andres hjælp eller råd, stik modsat den moderne jagt på naboens accept.
Dette kræver og indskærper mod, dumhed og fejhed hører sammen. Videre socialt er det naturligvis ikke i moderne forstand – hvor tilbøjeligheden er stærk nok, gælder alle kneb!
Som kulturhero og gudens favorit er helten unddraget regler for almindelig god opførsel, men dette gælder også for Jakob og Odysseus. Ganske tilsvarende forføres kvinden med svig, men fastholdes med troskab – hun højagtes uden romantisering.
Varsomhed tilrådes, men ikke den handlingslammende slags, så lidt som den formålsløse bekymring. Jeget må vige for selvet, og manden blive en uforfærdet, kødeliggjort tilbøjelighed, en inkarneret skæbne, kun således kan han vinde navn og ære i ædle mænds hjerter og en kvindes kærlighed.
I al denne ordsprogsagtige visdom savnes dog aldrig det esoteriske aspekt. Odin korsfæstes som shamanen og sanker runer, rejser til underverdenen og drikker af skjaldemjøden.
Dette er altså de 164 salmevers, læseren først må lære udenad. Til gengæld vil de råde og vogte ham i enhver situation både her og hisset, som intet Fadervor nogen sinde vil kunne!
En regulær dødebog er Vafthrudnismal, ligesom fortid og fremtid mødes i Vøluspa. Disse 269 strofer er med andre ord formler, der må beherskes, før runerne blot vil begynde at røbe deres hemmeligheder.
Vi nærmer os lukketid (vi trykker som bekendt kun det antal eksemplarer, vi får bestillinger på), men DANMARK kan dog stadig bestilles på
Nærmere oplysninger fås på