Vore forfædre var vikinger – det ved ethvert barn. Men som navnet siger, var vikingen en afviger.

Det ville også være underligt andet – man kan ikke dyrke havet. Han har altså ikke meget tilfælles med bonderøven med klaphatten, snarere er han åndsbeslægtet med den moderne intellektuelle.

Det er nu engang et problem, at visse mennesker ikke trives i fangenskab, en regelmæssigt tilbagevendende atavisme, som ikke alverdens mentalhygiejne kan stille noget op imod. Vi er alle troglodytter, intelligente og aggressive.

Nogle er bare mere intelligente og aggressive end andre. Det er dem, der skaber historie – ikke og aldrig den træge masse.

De slider sig løs, og hvis vi tøjrer dem, tager de tagbjælken med, og vi får stalden i hovedet. De tager, hvad de vil have, indtil det bliver for kedeligt.

Det er lidt ligesom at sidde i en park og fodre duerne med resterne af din frokost, det er så rart, at du somme tider glemmer at spise selv. Den svage har næppe styrke nok til at opfylde sine egne behov og ser verden i sin egen svagheds billede som en mødding, rotterne slås om.

Den stærke har for meget, han må finde nogen, hvis behov han kan opfylde, de er hans føde og genstanden for hans særlige sult. Måske forstår du ikke denne ekstatiske selvudslettelse, den brændende skam over at være mæt, erkendelsen af, at du er alt for stærk til at være det af dig selv for dig selv.

Men så er du ikke af kongeslægt, og DANMARK vil blot få dig til at føle dig dum og beskidt og gøre dig vred og ked af det. Hvem er den da skrevet for?

Den er skrevet for det enogtyvende århundredes unge, ikke dets senile teenagere. Heltene, for hvem den hule tillid til, at den svage nok skal befri sig selv – vent bare og tag en portion til! – ikke var nok.

Som ikke bøjede sig for at bøje, men hævede sig for at hæve. Som så, at lortet var muld, og spirede i det, men hvis rødder sugede næring af et langt dybere jordlag, det for længst begravede: Styrke, viden, usynlige som alle frø, indtil de drog ud og tog magten tilbage, sværdet fra barnet, ikke for at beholde den, men for at ødelægge den som andet end kærlighed og tillid.

Når vikingerne veg, var det naturligvis for det fælles bedste. Når man skulle af med et befolkningsoverskud, var det nærliggende, at det blev de mest utilpassede. Robert Wace smører tykt på:

E par eisi tres grant naissance,

E pur si grant multepliance

Erent les fiz contre les peres,

E deseritoent lur meres;

Uncle e nevo e frere e aive

Occierent souent a glaive;

Ne poeit estre fei entre els,

Si esteient cruels e fels,

Et por ceo qu’il s’entretoleient,

Souentes feiz s’entreoscicient,

Nel poeit la terre soffrir;

Por ceo les encoueneit eissir,

Pour en estoit euis epire,

Ne poeit a tel gent soffire.

På grund af denne frugtbarhed

og mylderet, der fulgte med,

bød sønnen tit sin fader trods

og tog sin moders arvegods;

nevøen med sin onkel stred

og ganske ofte døden led;

med mistro mødte man enhver,

så falsk og grum var deres færd,

og når de stjal hinandens ret,

med mandefald det endte let;

utåleligt det hele blev

og til at vige mange drev,

thi til så rigelig en flok

var landet ikke udstrakt nok.

Hvis nordboerne havde ry for at være vilde og blodtørstige, skyldtes det således nok i nogen grad disse noget atypiske ambassadører. At kalde denne periode for vikingetiden svarer altså lidt til at illustrere det tyvende århundredes Danmark med portrætter fra Vestre Fængsel.

Vikingerne havde dog også en funktion ud over at skræmme livet af folk (hvilket i sig selv kunne have sine udenrigspolitiske fordele). De banede således også handelsveje, hvilket måske ikke var helt så sjovt som at nedbrænde klostre og voldføre nonner, but still in a day’s work.