”Jeg har læst op på det,” sagde professor Mann den næste dag i the University Pub. ”Det ser ud, som om du har ret.
Englene er faldne guder, hvilket hovedsagelig skyldes, at guderne skammer sig ved være engle. Der er ikke noget særlig imponerende ved Abrahams, Isaks og Jakobs gud i Første Mosebog.
Abrahams skal fodres, Jakobs bor i en sten, og ingen af dem tåler sollys. De adskiller sig således ikke stort fra det, vi vil kalde naturvæsner, nisser og trolde, som menneskene kan have en vis nytte af som i eventyrene.
Katten får et par støvler for at hjælpe Askeladen til at få prinsessen. Nissen indtager pladsen som bondens dreng, ikke hans husbond eller Herre.
Men så sker der det, at guden får storhedsvanvid i trit med, at hans menneskelige partnere får det. Og hvad så med alle de andre guder?
Også grækere og romere anbragte på et tidspunkt deres guder på et bjerg.
Dem, de fik til overs, blev dæmoner, halvguder, dog først med kristendommen i modsætning til engle.
Plutarch siger, øjeblik.” Professor Mann lettede et øjeblik fra sit sæde, som han halede et par sammenfoldede ark op af bukselommen.
”Plutarch siger: ’But as for us, let us not listen to any who say that there are some oracles not divinely inspired, or religious ceremonies and mystic rites which are disregarded by the gods; and on the other hand let us not imagine that the god goes in and out and is present at these ceremonies and helps in conducting them; but let us commit these matters to those ministers of the gods to whom it is right to commit them, as to servants and clerks, and let us believe that demigods are guardians of sacred rites of the gods and prompters of the Mysteries, while others go about as avengers of arrogant and grievous cases of injustice.’
(…)
Vi ser med andre ord allerede her en tredeling af de overnaturlige væsner, med hvem menneskene kan have en pagt, de fjerne guder, deres ansatte og de ledige.
De sidste har endvidere en tilbøjelighed til at blive associeret med underverdenen, som en rest af forfædredyrkelsen.”
”Engle synger, gør de ikke?”
”De salmesyngende engle – med eller uden harper. Men det er en underlig form for sang, som de synes at benytte som befordringsmiddel, måske fordi, som pythagoræerne mente, hver sfære har sin harmoni. Det magiske ord er qadhosh, udtalt tre gange, på latin sanctus sanctus sanctus, det såkaldte trisagion.”
Den næste dag havde professor Mann igen medbragt en opbyggelig tekst.
”Du sagde, du gerne ville se en engel. Vi kunne jo eventuelt prøve at mane en.”
”Mane en?”
”Ja. Der er brugsanvisninger til den slags, ved du.
Her er en fra Cornelius Agrippa. ’If you would call any spirit to the Circle, let there be sought out a place fit and proper for his invocation.’”
”Are you serious?”
”Hvorfor ikke?” vedblev professor Mann entusiastisk. “Vi har jo allerede haft besøg af en vampyr, en dobbeltgænger og en genganger. Så hvorfor ikke en engel?”
Uddrag fra “De forsvundne”
