Hvor går lyset hen, når det går ud? Hvor er et menneskes ånde, når det er ophørt med at ånde?

It seems to hang around. Ofte manifesterer dets livgivende dobbeltgænger sig først umiddelbart før og efter døden.

At det ikke er den dødes personlighed, hans ”sjæl”, fremgår tydeligt af dens adfærd, der ofte er skræmmende primitiv, skønt der kan være visse lighedstræk, som ved gamle ægtefæller. Det kan da heller ikke helt udelukkes, at dette i visse kulturer har ført til en delvis identifikation, men af de ovenstående årsager er den uhyre sjælden.

Det platoniske og kristne efterliv er en fejlslutning ud fra transcendens. En anden kilde til religionsforskernes forvirring er levende guder som Farao eller de græske heroer.

Det moderne menneskes genius lever en uhyre tilbagetrukken tilværelse.

Omvendt er der mennesker, hvis ånd har fortrængt sjælen.

De dør ikke, eftersom de i en forstand aldrig har levet. I modsætning til vores egen tids åndløshed er de sjælløse, besatte fra fødslen.

For dem er livet da heller ikke et valg mellem aftenkurser. Man kan med en vis rimelighed kalde dem engle – postbuddet er der for at aflevere posten.

I andre tilfælde er ånden blot stærkere end sjælen. Sådanne er skæbnemennesker.

Hvad kan man nu stille op med en sådan nekydaimon? Som vinduespudseren på tiende etage er de gode orakler (nekromanti).

Men man kan også knytte dem til stammen som ”forfædre”.

(Fra “Det magiske menneske” om daimon og nekydaimon”).