DRØMME III
Den moderne drømmeforskning tog sin begyndelse med opdagelsen af REM-søvnen i begyndelsen af halvtredserne i et laboratorium på Chicagos Universitet. Nathaniel Kleitman, den første egentlige søvnforsker, havde sat sin assistent, Eugene Aserinsky, til at iagttage spædbørn i indsovningsfasen, og de hurtige øjenbevægelser – Rapid Eye Movements – han konstaterede under de lukkede øjenlåg, vakte begges nysgerrighed.
Siden århundredets begyndelse havde man været i stand til at måle hjernens elektriske aktivitet i vågen og sovende tilstand ved hjælp af elektroder på forsøgspersonens hoved. Det var imidlertid første gang, man med denne metode havde kortlagt hjerneaktiviteten over en hel nat, resulterende i et elektroencefalogram af adskillige hundrede meters længde.
Man konstaterede derved, at hjernen typisk fire-fem gange i løbet af en nat, sammenfaldende med de registrerede øjenbevægelser, udviste et elektrisk mønster, der mindede slående om den vågne tilstand. Når forsøgspersonen blev vækket under en af disse faser, rapporterede han typisk, at han havde drømt.
En anden vigtig opdagelse er, at drømme, langt fra at være et meningsløst biprodukt af en omtåget hjerne, åbenbart har en vigtig funktion. Forsøgspersoner, der i en periode var blevet forhindret i at drømme, indhentede senere det forsømte i længere REM-faser.
Også andre pattedyr – men ikke krybdyr – drømmer. Denne iagttagelse inspirerede i begyndelsen af tresserne den franske neurolog Michel Jouvet til en række banebrydende eksperimenter på katte.
Ligesom mennesker drømmer de – som enhver katteejer ved – og ligesom mennesker sørger søvnlammelsen for, at de ikke udagerer deres drømme. Hvis denne mekanisme blokeres, vil de imidlertid i søvne jage et usynligt bytte eller forsvare sig imod en usynlig fjende.
Han sluttede, at drømmen gør det muligt for dyret at øve disse refleksmønstre uden at udsætte sig for fare, ligesom soldater eksercerer, inden de kommer i ilden. Dette fører til en styrkelse af de relevante nervebaner, hvilket i bund og grund er, hvad hukommelse er.
Vi skelner gerne mellem to typer, korttids- og langtidshukommelse. I korttidshukommelsen er de involverede synapser aktive, i langtidshukommelsen er de inaktive, men kan aktiveres.
Korttidshukommelsen benytter vi, når vi eksempelvis skal taste et telefonnummer, vi netop har fået dikteret. Når vi så ’tænker på noget andet’, er vi kun i stand til at genkalde os det, hvis det er nedfældet i langtidshukommelsen.
ERWIN NEUTZSKY-WULFF