Allerede på græsk-romersk tid var den overnaturlige verden blevet delt op i en over- og underverden, hvoraf den første virkede mere og mere fjern, og den anden stadig mere truende. Her var ligesom i dag oververdenen præstens domæne, og underverdenen magikerens.

Sidstnævnte var naturligvis endvidere de dødes verden. I virkeligheden er nekromantien i en vis forstand den ældste form for magi.

Det var forfædrene, shamanen rådførte sig med på sine rejser til underverdenen. Den måde, vi omtaler denne praksis på, er rester af en forståelse.

Nekromantikeren maner ikke de dødes sjæle, men deres ånder. Disse ånder findes endvidere også ”i naturen”, det vil sige tilknyttet andre genstande end mennesket.

Alle ting har en ånd som en forudsætning for deres eksistens, men kun mennesket har en sjæl. Skal vi formulere det neurologisk, er hjernen fuld af ”ånder”, der konceptualiserer fysiske fænomener til genstande med egenskaber, der står i et kausalt forhold til hinanden.

Men kun i det præfrontale korteks tolkes disse fænomener som en iagttager, der iagttager noget iagttaget, en ”sjæl”, personlighed eller bevidsthed, der manipulerer en verden af genstande – genstandsled, som ordet siger, for et subjektivt grundled – på magisk vis. Hvordan skal man ellers forklare dette spøgelsesagtige subjekts påvirkning af muskler og sener, eller det klarsyn, der gør det muligt for det at orientere sig i en fysisk verden?

Dette var ikke oprindelig noget mysterium. Vi er ikke længere i stand til at kommunikere med den døde, hvilket kræver personlighed.

Men han er her endnu et stykke tid som en genstand. Vi ser med andre ord ånden hanging around, inden den ”vender tilbage til Gud, som gav den”, så Han kan bruge den igen, den oprindelige betydning af reinkarnation, inden den blev adopteret af en kultur, der er besat af personlig udvikling, forventningen om profit (af profectus, fremskridt).

Denne daimon har dog givetvis i større eller mindre grad været involveret i den afdødes liv i form af det, vi kalder skæbne, dets akausale aspekt, og er i det mindste i denne forstand personlig. I det mindste bliver den det, når vi maner den.

Det kan så få den til at blive hængende lidt længere. I Abrahams guds tilfælde efter sigende et par årtusinder!

Forfædredyrkelse er således mere end en manti, spådomskunst, en udnyttelse af dæmonens relative uafhængighed af kausalitetens temporale aspekt, at årsagen har en tilbøjelighed til at komme før virkningen, dæmoner kan også få bymure til at falde sammen, hjulpet lidt på vej af shofar, en rest af Azazelkulten (i mangel af en bullroarer).

Homer giver en detaljeret anvisning.