Under normale omstændigheder regnede man med, at en nekydaimon manet med nekyia, ville bevare spor af den afdødes personlighed i et år, derefter manedes den som enhver anden dæmon og stilledes udelukkende spørgsmål, der ikke henførte til denne.

Dette sammen med den kristne advarsel om umuligheden af, at the devil can speak true, førte i middelalderen til identifikationen af nekromanti med det videre begreb nigromanti (”sort magi”) elller maleficium.

Nekyia kunne udføres på en slagmark – som i det ovenstående eksempel – eller på en begravelsesplads (hvor nekromantikeren måske blot samlede kranier eller andre ligdele til sit experimentum). Folk, der strejfer om på kirkegårde ved nattetide med det formål at bryde gravfreden, har naturligvis aldrig været populære, og dette var da også en mistanke, der let kunne falde på dem, der som de kristne mødtes på slige steder og tidspunkter.

Drenge var i kraft af deres formodede uskyld yndede assistenter, hvilket sammen med mistanken om, at nekromantikeren selv leverede liget, førte til rygter om menneskeofring, og måske spædbørns centrale placering i Renæssancens antisemitisme og satanic panic. Andre mente at have hørt, at han smagte på varerne, som de kristne på deres døde profet.

Et andet og mere egnet sted var det deciderede og til formålet dedikerede nekromanteion, som det, der (muligvis) i 1958 blev udgravet ved Acheron, en af de floder, der ifølge traditionen førte til underverdenen, og som ikke var noget mere forargeligt end et tempel til Hades og Persefone. Det var dog ikke døde ægtefæller og børn, man kom her for at konsultere, men vise forfædre.

Det foregik gerne gennem enkoimesis eller inkubation, det vil sige drømme. Det var også hertil, Periander sendte bud for at konsultere sin døde hustru.

Det, der specielt interesserer os, når det gælder nekromantien som en forløber for spiritismen, er den klare adskillelse mellem psyche (personlighed) og (neky)daimon (eidolon). Den forsvinder, som vi har set, først i den platoniske udgave, hvilket tillige invaliderer den påstand, der ligger til grund for de fleste forklaringsforsøg, når det gælder religionens væsen og oprindelse.

Vore forfædre frygtede måske de døde, men ikke døden. Denne sondring har endvidere betydning for os, når det gælder om at betone den centrale placering, daimon har i magien (og enhver meningsfuld tilværelse).