Den magi, der retter sig imod den konsensuelle verden, falder ifølge selve sin natur i to kategorier, amatorisk og antagonistisk, afspejlende den primitive inddeling af verden i potentielle seksuelle partnere og rivaler. Den følgende formel er typisk.
”I adjure you, demon of Kleopatrion, daughter of Patrakinos, drive Tereous, whom Apia bore, to me Didymos, whom Taipiam bore, burning, inflamed, wracked in her soul, her mind, her female parts, until she comes to me, Didymos, whom Tepiam bore, and glues her lips to my lips, hair to my hair, belly to my belly, wee black to my wee black, until l accomplish my intercourse and my male nature with her female nature at once, quickly, quickly.”
At den kvindelige dæmon, der påkaldes, er ”datter af Patrakinos”, viser klart, at der er tale om en nekydaimon. Dæmoner er jo ikke sådan lige til at støve op, så det er nærliggende at benytte sig af et sådant ”genfærd”.
Når magi opfattes som ktonisk, skyldes det således ikke blot, at den er ”sort”. Proceduren er at indskrive formlen på en blytavle og aflevere den direkte til den dødes adresse med fuld angivelse af navn og efternavn, det vil sige, anbringe den i graven.
Matronymika vil af indlysende årsager være at foretrække i sådanne matters of the heart. Da der er forskel på, hvor længe en sådan genius ”hangs around”, vælger man gerne en person, der har lidt en voldelig død eller på anden måde har en uforrettet sag blandt de levende.
Måske kender Didymos til, at Kleopatrion er død af ulykkelig kærlighed? I andre tilfælde må tavlen anbringes mere på lykke og fromme.
Elementet af tvang i disse katadesmoi eller defixationes (fikseringer) kan virke frastødende på moderne forskere. Nok især de kvindelige.
Således kan man på Louvre beskue en ”voodoodukke” med bag- og sammenbundne hænder og fødder og gennemboret åf tretten nåle. Brugsanvisningen blev fundet intakt sammen med figuren.
Hvis man udskifter de fjernrammende nåle med øjebind, ball gag, hånd- og fodjern, vil man få noget, der til forveksling ligner en moderne bondage model. Forargelsen skyldes naturligvis i høj grad det radikalt anderledes syn, man i antikken og middelalderen havde på det seksuelle forhold.
