At have en identitet betyder ikke, at den forbliver den samme. Børn bliver voksne, ugifte bliver ægtemænd og hustruer, og begge køn får mere autoritet, som de bliver ældre.
Blot er der ikke tale om det, vi forstår ved ”personlig udvikling”, et desperat forsøg på at smage på hver eneste ret på buffeten i jagten på den sorgløse glæde og ansvarsløse frihed. Hvert trin følger som en logisk nødvendighed af at være det, man er.
Kålormen bliver sommerfugl. Den bliver ikke en græshoppe.
Denne ”udvikling” er ikke karakteriseret ved at være fri, men ved at være determineret. Livet er ikke et aftenskolekatalog, og unge, der studerer medievidenskab, ender som kassedamer.
Hvor blev livet af? Det gik, mens du ventede på, at det skulle begynde, fri for al indre og ydre tvang.
Det er denne udvikling, der får religionsforskere til at tale om rites of passage. Vi bliver noget andet for at forblive den samme.
Religio har en nabo i ordbogen, der hedder religo (”fastbinder o. l., aliquem catena, manus post tergum”). Det vil nok undre og forurolige en del, at den sandsynlige oprindelse til ordet religion har noget med lænker og bagbinding at gøre – måske i mindre grad læsere af Neutzsky-Wulff.
Alt meningsfuldt i livet er en binding. Det latinske ord for ægteskab er conjugium, et fælles åg.
Der findes ikke åbne ægteskaber, mere end der findes levende døde. Og skulle en dukke op, er det tid til endnu en overgangsrite: jordfæstelse.
Al denne ufrihed føles imidlertid kun som en sådan for den, der har mistet tilbøjeligheden. Det er kun en sur pligt at spise op, når vi har mistet appetitten.
Spis op! We’re here to drink beer.
Sulten i os er det, kristne, buddhister og andre livsuduelige eksistenser søger at forjage, daimon, arvesynden (eller er det ciskønnethed eller måske racisme?) Det er djævelen, magikerens hjælpeånd, alt det, den kristne gud efter sigende har skabt os som, men åbenbart ikke vil være ved, den drift, der får os til at tage ansvar for os selv og næsten.
Dette ansvar er endvidere strengt personligt, ingen lovstiftelse eller folkevilje kan erstatte det. Det kaldtes engang samvittighed, anstændighed eller – og her skal der les højt og demonstrativt – ære.
