Der er bøger, og der er bøger. Der er dem, man efterlader i en papirkurv for enden af en togrejse.
Og der er den, der altid synes at ligge opslået på dit bord – og ikke til benefice for beundrende gæster. Som en god ven, du gerne besøger og ofte konsulterer.
Så er der den bestemte passage, du altid vender tilbage som til et skyggefuldt sted under et træ nær en rislende kilde i en skov. En skov, du trænger dybere og dybere ind i.
Hvor fugle synger, men oftere tier, på en gang uendeligt nære og fjerne. Hvor du er alene med dig selv, dit talende selv.
En bog, der åbner sig som en port ind til en anden verden, som du har kendt engang, eller i det mindste anet, en barndomskæreste, der nu står foran dig som en smykket brud. Et glemt håb, der står foran sin opfyldelse.
En attest på din menneskelighed, et frit og forpligtende fideikommis. Et puslespil, du lægger i en sen nattetime, med nogen usynligt smilende over din skulder.
Var det det, der skulle have været, for så forfærdelig længe siden? Men som måske endnu kan nås.
Et mørke i lyset. Held den, der findes af en sådan bog!
