Jeder Mensch hält die Grenzen seines eigenen Gesichtsfeldes für die Grenzen der Welt. Men det skal man ikke sige.
Man kan, hvad man vil. Faktisk behøver man slet ikke at ville det, eller i det mindste kun resultatet.
Don’t you oppress me! Det er jo det, der er indbegrebet af undertrykkelse.
Ikke, at vi bliver diskrimineret på grund af vores køn, hudfarve eller seksualitet (hvid heteroseksuel mand), men fordi vi bliver kaldt dumme. Det er jo en fornærmelse!
Der er ikke nogen, der er dumme. Vi har i det højeste en diagnose, og det betyder jo blot, at der skal tages hensyn til os.
I et totalitært samfund er der intet behov for en Big Brother, kun alle de små storebrødre, der bliver store ved at prædike for en hypotetisk lillebror, uden at tænke for meget over, hvad det er, de prædiker. Men begrænsning er livets lov, begrænsede ressourcer og begrænsede muligheder for samfundet og den enkelte.
Verden har ikke brug for en million magikere. Alle kan blive middelmådigheder, men heller ikke mere, medmindre de begrænser sig til det, de kan.
GRIMOIRE er ikke for alle. Også for de få og udvalgte er vejen lang.
Den er ikke en turistbus, hvor du kan døse hen og kigge ud ad vinduet, den stiller dig for foden af et bjerg. Hvis du vil bestige det, må du tage et skridt ad gangen og indimellem bøje dig ned med hænderne på lårene og puste ud, idet du skæver hovedrystende op til den næste umulige afsats.
En bred vej fører op til en restauration nogle hundrede meter oppe. Så hvad laver du her muttersalene kravlende rundt på en bjergside?
Vi lever, som det nok efterhånden er gået op for de fleste, i en blindgydecivilisation, men måske ikke, hvorfor. Den er resultatet af et valg, men som de fleste sådanne ikke nødvendigvis et bevidst sådant.
Hvad enten vi studerer den hjerne, der producerer vores virkelighed, eller anlægger en historisk synvinkel, er konklusionen den samme: Den kausale fænomenologi er et særtilfælde af den akausale. Ingen før os har nogen sinde betvivlet, at den overnaturlige virkelighed er mere fundamental end den naturlige.
Det er en accept af denne kendsgerning, hver gang vi klager over vores uheld. Videnskaben er langt om længe kommet til det resultat, at universet er indetermineret.
Problemet er, at vi, uanset hvilket trossamfund vi tilhører, alle sammen lever i det samme. Forlader vi derimod kirken, er det en noget anden virkelighed, der møder os.
Det, der er så svært at forstå, er, at vore forfædre levede i denne virkelighed. Der er ingen, der nogen sinde har ”troet” på nisser.
Troen er helt og holdent vores. Den har sit udspring i kristendommen, yderligere fordummet i lutheranisme og oplysning.
Det betyder ikke, at vi ikke kan spørge, hvorfor vi ser et træ som et træ, og en nisse som en nisse. Men hvis vi vil påstå, at et træ eller en nisse er en illusion, vil vi få svært ved at pege på noget, der ikke er det!
Det ville da også være forkert at hævde, at det religiøse og overnaturlige ikke betyder noget for det moderne menneske, blot har det ingen forudsætninger for at forstå det, hvorfor det bliver til Gud og psykologi, med andre ord: sludder. Derfor GRIMOIRE.
