Han begyndte at stå stille og studere sit ansigt, men ikke som en midaldrende kvinde, der eftersøger, finder og søger at udglatte en ny rynke. Det var udtrykket, der interesserede og foruroligede ham.
Det forekom ham, at der var kommet noget polisk, næsten fiffigt over det. Han grimasserede som et barn foran spejlet, og spejlbilledets ansigtsmuskler fulgte hans egne, men ansigtsudtrykket forblev det samme, som om det morede sig over hans anstrengelser.
Efterhånden fik han den tanke, at dette var hans sande ansigt, som han blot ikke tidligere havde været opmærksom på. Men det hørte ligesom heller ikke rigtigt til den person, han hidtil havde anset sig selv for at være.
Han havde svært ved at identificere sig med det, men følte samtidig en trang til at gøre det. Han forstod pludselig kunden med det nye sæt tøj i herreekviperingen og ekspedientens beundrende og overbevisende ”Oh, this is definitely you, sir!”
Hvor smigrende det end var, var det definitely him. Det var, som da han første gang havde optrådt på tv og overvejet, om han virkelig så sådan ud.
Men oneirografens skærm havde ligesom fået noget mere med, noget dybere. Han så på sig selv med nye øjne, og som denne refleksion blev mere bekendt, løsrev hans blik sig fra den og afsøgte dens nærmeste omgivelser.
Det første, det stødte på, var Andrea, som det godt nok var et stykke tid siden, han havde ofret nogen videre opmærksomhed. Den tjenende ånd, der altid syntes at befinde sig et sted lige uden for hans synsfelt i færd med at rydde af, var blevet fysisk.
Han konfererede ordløst med sit nye spejlbillede, og efter mange indforståede blikke og nik stod det ham omsider klart, hvad han havde at gøre. Han skulle myrde sin kone.
Dette svarer til uddrag 2 på ENW.dk.
Læs flere uddrag på bloggen: