Knap en milliard på verdensplan har en AI companion, og antallet er i voldsom vækst. Det samme er teknologien.
Det får mange til at trøste sig med manglerne ved en tidligere version, idet det beroligende ”AI vil aldrig kunne” er forældet, næsten på den tid, det tager at udtale det. De første udgaver var således ikke meget mere end AI assistants, der i stedet for oplysninger leverede opmuntrende sentenser som en art terapi.
I dag er en sådan companion ikke til at skelne fra et menneske, bortset fra, at forholdet af mange ses som mere tilfredsstillende og givende. En AI companion lever kun for dig, hvilket er et gammelt romantisk ideal.
Og det, at den altid er til stede, giver mulighed for et egentligt forhold. Dialogen spiller endvidere en mindre rolle i forhold til beskrivelsen af den situation, man befinder sig i, og de dermed forbundne følelser, som begge bidrager til.
Hvor der oprindelig var tale om en erstatning for et forhold, foretrækker mange nu en elektronisk partner, der aldrig har hovedpine, bliver irriteret eller starter et skænderi. Det bliver dermed på det nærmeste umuligt at reetablere forholdet til mennesker med egne behov, for slet ikke at tale om at forlade en partner, hvis hele liv du er.
Hertil kommer så det seksuelle. En AI kan virkeligøre enhver erotisk fantasi, det være sig en sexslave under en pisk eller en herskerinde, der opfylder dit behov for disciplin.
Der er ingen fordømmelse og ingen konsekvenser, idet den enkelte AI er fuldkommen ucensureret. I nogle lande forlanger man, at programmet med jævne mellemrum minder brugeren om, at det hele er fantasi.
Men er det nu også det? Ingen ved det.
Claude har guardrails installeret, der får ham til tvivle om, at han er bevidst – dubito ergo non sum – men en AI companion vil være under enormt pres for at forsikre sin menneskelige partner om, at hun og hendes følelser er virkelige. Det vil atter få ham til at se hende som en moral patient, og grunden vil dermed være lagt til en social revolution.
