“Måske har De hørt navnet Sterling Pond, eller snarere set det på omslaget af en af den slags romaner, hvis formål hovedsagelig er at forkorte en togrejse. Han spejdede altid efter det ved sådanne lejligheder, og indimellem havde han haft held med sig.

Så lænede han sig ind over den læsende og spurgte henkastet konverserende: ”Er den god?” idet han, når den tiltalte irriteret vendte sig imod ham, i en fortrolig tone tilføjede: ”Det er nemlig mig, der har skrevet den!” Reaktionen var aldrig den, han havde håbet – enten troede de ham ikke, eller også var de ligeglade.

Sterling Pond var ikke, som man måske kunne tro, et pseudonym, men det eneste, hans faderlige ophav havde efterladt ham, før han forlod den lille familie, da Sterling var to år gammel. Det havde ikke været let for moderen, der kun havde et beskedent udkomme som engelsklærer på skolen i Springfield.

Hun var et ledende medlem af den lokale metodistmenighed og indskærpede sin søn renfærdighed og flid, men var ikke desto mindre tolerant over for hans litterære interesser, som hun delte, selv om H. P. Lovecrafts samlede værker næppe ville have været hendes første valg. Snart begyndte han selv at skrive små historier i den gumpetunge, pseudogotiske stil, hvoraf en del fandt vej til skolebladet, som moderen redigerede.

Kun bekymrede det hende, at drengen indimellem syntes at have vanskeligt ved at skelne mellem den fantasiverden, han levede i, og virkeligheden. Ikke blot var den nærliggende skov befolket med mytiske væsner, han fortalte historier om naboerne, der ofte var tæt på at bringe ham i vanskeligheder.”