På vej ud så han mr. Millhouse, som måske hele tiden havde siddet på verandaen. Årene havde ikke været mere hensynsfulde over for ham end hans kone, den engang kraftige mand var ligesom sunket ind i sig selv som en døende stjerne, dog sikkert uden dramatiske eksplosioner, blot en række halvt bevidstløse dage med en flaske som eneste selskab.

Men der var også noget andet, en følelig panik. ”Boy …” Han kaldte ham hen til sig med en sløret bevægelse, den slappe hånd daskede som en opfordring til at sætte sig. ”Du er …”

”Sterling Pond.”

Han nikkede. ”Rubys dreng …”

”Ja.”

”Hvad laver du her? Jeg troede …”

”Jeg er på besøg. Jeg tænker på at tilbringe sommeren her. Måske skrive en bog.”

Mr. Millhouse greb ham i armen med overraskende styrke. ”Nej! Nej, nej, nej …” Der gik han ligesom i stå, og Sterling gjorde mine til at rejse sig, men den anden holdt ham fast.

”Hvorfor ikke?”

”Fordi – hvornår kom du?”

”For et par timer siden.”

”Med toget?”

”Ja.”

”Det er godt. Tag det næste tog tilbage.

Dette er ikke længere din by. Eller min, eller nogen andens. Den er hendes.”