Verden er noget, hjernen skaber. Når det ikke forekommer at være sådan, skyldes det udelukkende konsensus.

Vi lever i den samme verden – eller i det mindste er vi nødt til at gøre det – og derfor afstemmer vi den efter de andres. Resultatet er en mere ”virkelig” verden, men også en fattigere.

Vi ved nok, at der er mennesker, der lever i en anden verden, trippere og skizofrene, men de kan ikke leve i den virkelige verden, vi lever i. Indimellem opstår der en begrænset konsensus, en religiøs sekt eller politisk ideologi, men det er sjældent nok til at true vores virkelighed.

For det første er de gerne relativt få, for det andet er de ligeledes tvunget til at gøre visse indrømmelser til vores virkelighed i den daglige omgang. Selvfølgelig forandrer konsensus sig med tiden, men det går uendelig langsomt.

Selv radikale ideer som det kopernikanske system og Darwins evolutionsteori kræver århundreder til at blive konsensus. Så kom Nettet, der oprindelig sås som et middel til at udbrede konsensus.

Uheldigvis er den typiske surfer ikke en elev i et klasseværelse. Siddende ved sin computer er han konge og enevældig arbitrator.

Konsensus slog igen med propaganda og censur, men til ingen nytte. Advarslen mod fake news fik ham blot til at opfatte alt som fake news.

Mennesket søgte ikke længere sin virkelighed i medierne, men hos andre surfere, for hvem den udleverede var en konspiration. Et kvart århundrede inde i det tredje årtusind var der reelt ikke længere nogen fælles virkelighed.