Af Ersamus’ dagbog d. 19. februar 2025

Der er sket noget, jeg igen ikke ved, om jeg skal kalde en drøm. Somme tider har jeg det, som om alting er en drøm.

Vi lever i en verden, som vi får gennem nyhederne, der dag for dag virker mere absurde, nærmest som en satire. Mette, der er i krig med hele verden med en æske tinsoldater.

”Ukraine-krigen var en stor fejltagelse,” skriver Politiken i dag. ”Og de få, der advarede mod den, blev kaldt defaitister og putinister.”

Som vinden blæser. Kvinderne er dog stadig undertrykte – det er jo dem, der skriver avisen.

Imens kører Trump-toget videre. Demokraterne er reduceret til kværulantforrykte på gadehjørner.

”We will fight. And we will win.”

Om ikke andet må man indrømme Demokraterne en ukuelig optimisme. Som om der vil være noget som helst tilbage af det Demokratiske Parti i 2037, når J. D. Vance går af!

Vi er alle sammen for længst holdt op med at leve i den virkelige verden. Det var måske ikke tilfældigt, at jeg begyndte at drømme, da jeg blev tilsluttet Nettet.

Blot var det andre drømme og et andet Net. Jeg føler det strammes, som en fysisk virkelighed, der haler ind på mig.

Der skete noget i historiens mindehøj og verdens cisterner, jeg ved endnu ikke, hvad. Kira var forlover ved brylluppet.

Jeg føler, at jeg er ved at få en ny tilværelse, først alternativ, så altoverskyggende. Men det er mere end en skygge, det er et blændende mørke.

Jeg vågnede ved, at der var nogen eller noget i min lejlighed. Jeg tændte lyset, og mørket svandt ind til det sorte hul fra Søndermarken og Dosseringen.

Det havde skiftet form, eller også havde det blot antaget en, en skikkelse, og jeg kunne hverken se den eller igennem den. Det fik mig til tænke på Bierces Damned Thing.