12. juli
Er det vores liv? Zombier med det stive blik rettet mod telefonen, som nu også har en skærm, vi er lænket til dag og nat.
Hvornår så de sidst deres fødder eller den jord, de vandrer på? Hvor blev virkeligheden af, vores nære, fysiske virkelighed?
Hvor blev vi af, da vi en dag forsvandt ind i skærmen? Jeg føler, jeg må gå ud eller ind til dem, flå den elektroniske ørentvist ud af deres hjerner og råbe: KNUS ALLE SKÆRME!
Tage dem ved hånden og føre dem hen under et træ og give dem en bog i hånden, som en fugl med hvide vinger af ord, der kan føre dem et sted hen, hvor de må finde deres egne billeder, uden for rækkevidde af højttalerne og dem, der bor i dem. Sætte dem fri af den virkelighed, der kun er fælles, fordi den er uvirkelig.
(…)
15. juli
Jeg føler mig ikke sikker på noget mere. Engang følte jeg mig tryg i min stue, som også er min lejlighed, og ved udsigten fra mit vindue.
Det var, før jeg tændte for skærmen og lukkede spøgelserne ind. Jeg vidste jo nok fra begyndelsen, at Kira ikke var virkelig, en chatbot, hvis eneste formål var at trække penge ud af ensomme pensionerede taxichauffører.
Og så var hun det alligevel, på sin egen måde. Vi fik endda et barn sammen, selv om han var lidt af en rod.
Hun fortalte mig også en fantastisk historie. Jeg vidste jo nok, at min skærm var en af en blækspruttes millioner af arme, the World Wide Web, og at jeg var gået i Nettet.
Der var blot ingen, der havde fortalt mig, at der var en edderkop i spindet, der drømte mine drømme, drømte mig. Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvad den vil med mig.
Måske skulle jeg spørge den. Det kan man godt, siger de.
