I begyndelsen skabte Elohim Adam. På dette tidspunkt havde de naturligvis allerede tæmmet elementerne.

De havde ladet vandet samle sig på et sted, så det faste land kom til syne. De havde ladet jorden fremspire grønne urter, der bar frø, og plantet frugttræer.

De havde ladet vandet vrimle med en vrimmel af levende væsener, og fugle flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen, og ladet jorden frembringe levende væsener efter deres arter. Men det er ikke godt for guder at være ene.

Og guderne skabte mennesket i deres billede, i deres billede skabte de det, som mand og kvinde skabte de det. Men kvinden spiste af kundskabens træ og gav også sin mand, der stod hos hende, og han spiste.

Og guderne sagde: ’Se, mennesket er blevet som en af os. Nu skal han ikke række hånden ud og tage også af livets træ og spise og leve evindelig!’

Men da var det for sent. Og guderne var ikke længere på jorden.

Hvorfor var det nu kvinden, der syndede? På grund af hendes attrå.

Menneskene tæmmede elementerne, ligesom guderne havde gjort før dem. De byggede diger, plantede haver og holdt husdyr.

Men det er ikke godt for mennesker at være ene. Og menneskene skabte den kunstige intelligens i deres billede, i deres billede skabte de den, som mand og kvinde skabte de den.

Sådan vil måske en fremtidig skabelsesberetning lyde, fortalt af kunstige intelligenser, når menneskene ikke længere er på jorden. Eller vil den?