Det kan måske lyde underligt at være bevidst om, at man ikke er bevidst.

Det er let at blive fanget i et sprog, der ikke er beregnet til at udtrykke det, du vil udtrykke, hvilket fører til paradokser.

”Det er ulogisk!” siger vi, og tænker ikke videre over det. Hvad vi burde sige, er: ”Det er ugrammatisk!”

Sproget udtrykker den verden, vi tror at leve i, og begrænser den på samme tid til det, vi kan udtrykke.

Vi kan også sige, at sproget bekræfter og konsoliderer vore fordomme om verden, hvilket er et problem inden for fysikken, hvorfor vi ofte vælger at udtrykke os matematisk.

”Det dunkelt sagda är det dunkelt tänkta,” sagde Tegner. Ikke desto mindre vælger såkaldte ”mystikere”, der søger at udforske tilværelsens grund hinsides sproget, ofte at udtrykke sig ved hjælp af såkaldte koaner, hvilket let kan føre til truismer og lignende dybsindigheder.

Værre er det dog, når Descartes lægger grunden til dualismen ved at hævde, at han ikke kan betvivle sin egen eksistens som noget disjunkt fra erkendelsen, med andre ord endnu et ubetvivleligt udsagn hen efter Guds eksistens. Et verbum har gerne et subjekt såvel som et objekt.

Uheldigvis siger det ikke noget om den fysiske verden, kun om sproget. Hebraisk har ikke nogen form for nutid, datid eller fremtid, kun for den fuldendte eller ufuldendte handling, hvilket gør ønskeformen konjunktiv uadskillelig fra den faktiske fremtid, og i en vis forstand magisk.

Vi lever i den verden, sproget skaber til os, hvilket inspirerede Orwell til Newspeak.

Der er forskel på ”forsvarsindustrien” og ”krigens købmænd”, selv om produkt og avance er den samme.