”Det andet kapitel af Bereshith begynder: Wayekhullu hashamayim, himlene fuldendtes. Men ligesom ’I am finished’ på engelsk også kan betyde ’I am undone’, har kulla bibetydninger som ’destroyed’ og ’pining’ – verdens grund er længsel.

Verden var kun en tanke, indtil elohim shabhath. Verdens grund er neural aktivitet, men verden selv er hvile, illusionen om, at den er der i forvejen. Da Gud hvilede, vidste verden, at den var fuldendt og ikke ville vige for et nyt guddommeligt påfund.

Sabbatten forener disse to aspekter i en hviledag, der er helliget længslen efter Gud. Ikke blot ophørte, shabhath, Gud med at skabe, han hvilede, yinnaphesh, egentlig: han trak vejret, forfriskede sig (2 Mos.31,17).

Nephesh, ånde, er imidlertid i modsætning til ruach, ånd, manifestationen af denne. I kraft af sabbatten får og bevarer verden en sjæl. Talmud lærer, at ’enhver, der holder sabbatten hellig, er Guds medskaber’.”

Tredje del af RELIGION er den første fuldstændige gennemgang af virkelighedens neurale substruktur i form af sephiroth, hvor jeg hidtil har koncentreret mig om den centrale søjle.

Ved samme lejlighed demonstreres det, hvordan de forskellige hekhaloth optræder i mytologierne som eksempelvis ”Himmeriget” (Malkuth), paradis (Necach) og helvede (Hodh). Fremstillingen sluttes af med magi, pravitet og den sjette dimension.