Det er ikke ualmindeligt, at man forveksler religion med religiøse sekter. De sidste er karakteriseret ved deres fromhed, det vil sige uvillighed til at acceptere kendsgerninger, der strider imod deres dogmer.

Her i landet er der for nærværende to, der begge gør krav på at indvarsle en ”new age” – udvikling og fremskridt er jo så populære – spiritister og ateister. De første kritiserer videnskaben for at være materialistisk, i modsætning til ”Østens visdom” (som de forstår lige så lidt af).

De sidste giver gerne de første ret i dette smigrende billede af videnskaben som kold og kynisk, befriet for enhver tro. Resultatet er en rørende enighed angående videnskab og religion – never the twain shall meet!

I virkeligheden er den eneste forhindring den epistemologi, videnskaben har overtaget fra kristendommen, hvilket hænger sammen med, at den ikke har været i stand til at gennemføre sit empiriske og mekanistiske program. Det er svært at holde fast ved erfaringen som den eneste kilde til viden, når man insisterer på et univers, der på samme tid eksisterer uafhængigt af og er i overensstemmelse med menneskelig tankegang.

Omtrent lige så vanskeligt som at afdække, hvordan den menneskelige maskine fungerer, med en ”bevidsthed” raslende rundt imellem tandhjulene. Den religiøse påstand – at der kun er den fysiske verden – bliver dermed lige så kontraintuitiv, som den er uomgængelig.

Men så længe man blot holder sig fra farisæernes surdej, de pseudoreligiøse påstande, er videnskaben ikke blot et brugbart, men absolut nødvendigt grundlag for en forståelse af, hvordan tingene hænger sammen. Bortset fra pseudovidenskaber som teologi og psykologi, er der ingen videnskaber, man ikke med fordel kan studere.

En ægypter kunne måske undvære fysik, biologi og neurologi, fordi hans verdensbillede på mange måder var vores overlegent. Vi kan ikke.

Men hvor skal man ende og begynde? Det er blevet sagt, at det ikke længere er muligt for et enkelt menneske at danne sig et overblik over hele det videnskabelige landskab, men så umuligt er det jo heller ikke!

Newtons love er forholdsvis lette at forstå og erfare, og Einsteins udvidelse blot den logiske konsekvens af kravet til disses almene gyldighed. Vejen fra atomisme over de kemiske grundstoffer til de radioaktive elementer som en vej ind i atomets struktur er også relativt ligefrem (selv om vi er nødt til at skaffe os af med et par fordomme på vejen).

Livet er blot et særtilfælde af denne kemi, ligesom den menneskelige hjerne blot udnytter den spændingsforskel, der opstår ved den aktive transport gennem cellemembranen. Der er intet behov for metafysiske størrelser som sjæl, vilje eller motiv, og ”belønningscentre” belønner ikke nogen.

Det hele er klaret i TEORIEN OM ALTING på en snes kapitler – med en afstikker til psykiatrien for at forstå, hvad erfaring er – og du behøver aldrig mere at læse en bog af Stephen Hawking om flyvende tallerkener og the mind of God (til gengæld vil du måske være blevet en sur, gammel empirist ligesom forfatteren med en vis mistillid til mørkt stof, mørk energi og engle på nålehoveder). Det vil så være tiden til at kaste sig over den religiøse fænomenologi, som ikke er helt så let at forstå som atomer og dinosaurer!

ERWIN NEUTZSKY-WULFF