Hvad er alkymi? Guldmageri vil være det automatiske svar – samtidig hører vi, at det hele er ”symbolsk”.
Som vi har set, var chrysopoiea virkelig alkymistens hovedformål. Guld var imidlertid for ham noget mere end rigdom.
Det var fuldkommenhed i støbeskeen og dermed endemålet for en udvikling, der var det mest fundamentale princip i universet. Den moderne videnskabs arv fra alkymien er med andre ord noget mere end nogle kemiske procedurer omgærdet af mystik.
Selv om vi i den liberalistiske ånd vælger at kalde den biologiske tilpasning udvikling, turde det være indlysende, at det er absurd at tale om udvikling uden for den biologiske sfære. Ikke desto mindre gør vi det konstant.
I stedet for en besjælet verden har vi fået en rationel. Stjerner udvikler sig, ”fødes” og ”dør”.
Vi har fået en hel moderne skabelsesberetning, begyndende med Big Bang, hvorefter universet i en nøjagtig parallel til Genesis går i gang med trinvist at skabe forudsætninger for mennesket som skabelsens højdepunkt og endemål. En typisk lærebog i biologi har undertitlen ”fra molekyle til menneske”.
Det er ikke blomstersprog, når naturvidenskabsmanden taler om Gud. Sådan tænker han.
Ligesom motion og medicin i dag ligeledes fører til ”personlig” udvikling (mens sana in corpore sano), var eliksiren vejen til såvel ”fysisk” som ”åndelig” fuldkommenhed. Den var med andre ord forløberen for den ”hygiejne”, som sikrede de menneskelige ressourcers funktionsdygtighed – den blev som bekendt fulgt op af mentalhygiejnen med det udtrykkelige formål at forvandle dem til kønsløse robotter.
Alkymisten interesserede sig ikke blot for stoffets, men også for livets gåde. At skabe liv var lige så meget alkymistens ambition som at skabe guld.
Og hvorfor ikke? Hestemøg kunne vel være lige så god en muld at plante den mandlige sæd i som kvindens månedlige urenhed.
Måske ville resultatet endda som rent mandligt være endnu mere fuldkomment end et menneske. Andre mente, at det ville mangle den sjæl, som kun Gud kunne indblæse i sin skabning.
En væsentlig inspiration kom dog nok fra alrunen, den mystiske plante, hvis rod ligner et menneske en miniature – en homunculus. Forklaringen på dette fænomen var, at mænd som Onan ”spildte deres sæd på jorden”.
Et sikkert sted at finde denne magiske rod var således på galgebakken ud fra den erfaring, at blæren tømmes på den hængte. Nedenstående opskrift hidrører fra Paracelsus’ ”De natura rerum” fra 1537.