Litteraturen opstår som et behov, i det øjeblik sproget bliver kommunikativt. I dette øjeblik bliver sproget paradoksalt, og litteraturen afspejler dette paradoks.
Paradokset består i, at det kommunikative sprog indebærer en påstand om, at erfaring kan deles. Men ligesom virkeligheden ikke er den fysiske verden af ”sanseindtryk”, er det, der kommunikeres, heller ikke denne virkelighed, men en social konstruktion.
Kunstens formål bliver dermed at transcendere denne fælles virkelighed, ikke ved at kommunikere den, hvilket er umuligt, men ved at vække den i beskueren og tilhøreren. Et stykke musik kommunikerer ikke noget, sprogcentrene i den venstre hjernehalvdel er i stand til at få ”mening” i, det taler direkte til de tilsvarende i den højre.
Vi svarer ikke, at vi har forstået. Vi synger med, og hvis vi nikker, er det i takt.
Litteraturen er endvidere den første og sidste kunstart derved, at den aktiverer begge hjernehalvdele og dermed bygger bro imellem konsensus og virkelighed. Vi kan gengive ”budskabet” i et digt, men ikke de ”følelser”, det vækker i os.
Kunsten adskiller sig med andre ord umiddelbart fra andre former for kommunikation ved ikke kun at være en meddelelse. Shamanens tryllesang er ligesom renæssancemagiens magiske formler fyldt med ”barbariske” lydord, ”fuglenes sprog”, og for en jæger er det en god egenskab at kunne tale med dyrene, modsat den moderne udgave, der ikke forstår, at jæger og bytte, menneske og verden er dele af den samme konceptualisation.
Den litteraturprofessor eller kritiker, der ikke forstår sig på magi, forstår sig ikke på litteratur. Han bør snarest muligt gå over til at sælge køleskabe, hvis han vil undgå at blive defenestreret af digterne, når de vender tilbage.
Digtet eller sangen er altså ikke løsrevet fra verden, et billede af noget. Kun det kommunikative sprog er symbolsk.
Kunsten er den verden, den fremstiller. Eller den er – i sin moderne form – resterne af det religiøse ritual, der ikke, som vi tror, beretter om verdens skabelse, men er denne skabelse.
TEORIEN OM ALTING, s. 622
